Sundhed og forebyggelse

Borgerne i Qaasuitsup Kommunia skal være sunde og glade. Det gavner både fællesskabet og samfundet som helhed. Tendensen er desværre, at flere og flere lever et inaktivt liv med usunde kostvaner, hvilket resulterer i overvægt og lignende livsstilssygdomme. Dette påvirker desværre også den enkelte og dennes familie både psykisk og socialt. Den fysiske planlægning giver imidlertid mulighed for at skabe rammer, der fremmer en sund livsstil og fysisk aktivitet.

Kommunalbestyrelsen ønsker derfor at fremme den forebyggende indsats – dels gennem tværfaglig rådgivning og dialog om kostvaner, rygning, misbrug osv. – men også via et skarpt fokus på at forbedre borgernes muligheder for motion og anden fysisk aktivitet i dagligdagen. En aktiv og bred indsats på sundhedsområdet er også et stærkt redskab i forhold til at profilere Qaasuitsup Kommunia som en attraktiv bosætningskommune.

Målsætninger

  • Bostederne, den omgivende natur og fællesskabet skal udgøre den bedst mulige ramme for et sundt og aktivt liv i Qaasuitsup Kommunia.
  • Der skal indtænkes nye og flere faciliteter for motion og aktiviteter i byens rum og i de omgivende rekreative områder - både for unge og gamle.
  • Motion og sund kost skal indtænkes som en vigtig del af dagligdagen i kommunens institutioner og skoler. Dette skal afspejles i skoleskemaet og de fysiske rammer i institutioner og skoler..
  • Forebyggelse og rådgivning om sundhed skal fremmes via et tættere samarbejde mellem sundhedsvæsnet og f.eks. institutioner, skoler osv.
  • Cyklisme skal fremmes, f.eks. ved etablering af nye stier og cykelruter samt bedre snerydning.

Qaasuitsup Kommunia · Postboks 1023 · 3952 Ilulissat · Grønland · www.qaasuitsup.gl · E-mail: plan@qaasuitsup.gl · Tlf.: +299 947800
Sidst redigeret 9-4-2014