Kulturarv

Kulturarven fortæller hvem vi er og hvor vi kommer fra, og derfor er kulturarven vigtig for nutid såvel som eftertiden. Inuit er den oprindelige befolkning i de arktiske områder, som i gennem århundreder har tilpasset sig den natur de lever i og af og som samtidig er et af jordens mest skrøbelige økosystemer. Inuitkulturen og den arktiske levevis er særlig sårbar set ift. den aktuelle samfundsudvikling og klimaændringerne, men kulturen lever stadig i grønlændernes litteratur, kunst, musik og madvaner.

I Qaasuitsup Kommunia er der mange forskellige lokaliteter med hver deres særegne kulturarv - det gælder fredede og bevaringsværdige bygninger og værdifulde kulturmiljøer i bostederne såvel som naturområder i det åbne land. Kulturarven er under konstant påvirkning af menneskelig aktivitet og naturens udvikling, og derfor kræver den løbende opmærksomhed og beskyttelse. Gennem planlægningen kan vi aktivt værne om kulturarven, men samtidig skabe nye oplevelsesmuligheder og værdier, som gavner samfundet og er med til at skabe identitet og fællesskabet.

Kommunalbestyrelsen lægger således stor vægt på at sikre den nordgrønlandske kulturarv – både i bebyggede og ubebyggede områder. Målet er – som en del af den fremtidige indsats - at borgerne mere systematisk inddrages i arbejdet. Borgerne spiller naturligt en central rolle ifm. bygningsmæssige bevaringsværdier, men kan samtidig yde værdifulde bidrag ifm. kortlægningen af kulturarv og historiefortællingen.

Målsætninger

  • En aktiv kulturpolitik skal sikre, at vi videregiver vores kulturarv til de kommende generationer.
  • Kulturarven skal synliggøres som en del af grundlaget for en forståelse af vores byer og bygder, ligesom den skal indgå i den fremtidige udvikling. Derfor skal formidlingen af kulturarven styrkes – både i det åbne land og i vores bosteder. Dette skal bl.a. ske ved brug af it og moderne kommunikationsplatforme.
  • Fysisk planlægning og arealadministration skal ske under hensyntagen til kulturarv og kulturbårne særpræg i de forskellige egne af kommunen.

Qaasuitsup Kommunia · Postboks 1023 · 3952 Ilulissat · Grønland · www.qaasuitsup.gl · E-mail: plan@qaasuitsup.gl · Tlf.: +299 947800
Sidst redigeret 21-1-2014